90plus støtter velgørenhed

Alt overskud fra 90plus går til velgørenhed for udsatte børn.

Læs mere

Sådan har Superliga-klubberne klaret sæsonen

Efter en dramatisk og kaotisk Superliga-sæson er det tid til at gøre status. 90plus har vurderet samtlige klubbers præstationer ud fra forventninger, resultater, spil og sæsonforløb, fra de største skuffelser til de mest imponerende bedrifter.

Sådan har Superliga-klubberne klaret sæsonen
Illustration genereret med AI

90plus har vurderet alle Superliga-klubbernes sæson på en karakterskala der hedder:

-3 (forfærdeligt)
00 (dumpet)
02 (lige nøjagtigt bestået)
4 (middel)
7 (godkendt sæson)
10 (god sæson)
12 (prangende sæson)

Vejle BK - 00

Vejle endte denne sæson på 12. pladsen, hvilket betyder nedrykning til 1. division. Forventningerne til Vejle BK før sæsonen var langt fra store. Selvom Superligaen er en tæt liga, var det stadig forventeligt, at de skulle kæmpe om nedrykning. Det blev dog med hele 11 point op til 10. pladsen, og derfor har de dumpet denne sæson og lander på karakteren 00.

Fredericia - 00

Ligesom Vejle BK var forventningerne også minimale til Fredericia. Oprykkerne formåede kun at få 1,1 point pr. kamp, og det var ikke nok til at overleve i Superligaen. Selvom der kun var ét point op til Randers FC, som sikrede overlevelse, blev det allerede inden sidste spillerunde afgjort, at de ikke skulle være med i Danmarks største liga næste sæson. Derfor dumper de også denne sæson.

Randers FC - 02

Randers FC er lige på grænsen til en dumpekarakter. Randers har tabt hele 15 kampe denne sæson, hvilket er mere end i nogen anden sæson siden 2017/18-sæsonen, hvor de tabte 16 kampe og havde hele tre forskellige trænere. Kun ni ud af 32 kampe blev til sejre for Randers, og de har derfor været i hård modvind gennem det meste af sæsonen. De startede ellers med syv ud af ni mulige point efter tre kampe, men derfra gik det ned ad bakke.

Silkeborg IF - 4

Denne sæson blev deres femte sæson i træk i Superligaen. Derfor var forventningerne fra starten af sæsonen med Kent Nielsen i spidsen, at det skulle blive til mere end blot to point fra nedrykning. Det blev aldrig rigtigt farligt for dem i nedrykningsspillet, men spillet har heller ikke været fantastisk. De sikrede sig dog endnu en sæson i Superligaen, hvilket giver en middelkarakter.

OB - 7

OB kom direkte fra 1. division i sidste sæson, hvilket skabte stor tvivl om, hvordan de ville klare sig i Superligaen. Med nogle turbulente år bag sig var der ikke de store forventninger fra neutrale fans, mens OB’s egne fans håbede på et mesterskabsspil. De spillede med om Europa-playoff-pladsen helt frem til de sidste spillerunder, hvor FCK endte med at sikre sig pladsen. Der var på intet tidspunkt reel tvivl om nedrykning, og de har derfor klaret sæsonen godt med et spil, der til tider nærmede sig europæisk niveau. Det giver dem en godkendt sæson.

FCK - 02

FCK har i denne sæson langt fra vist sig fra sin stærke side. Parken har ikke været et fort, og spillet har langt fra været godkendt. Selvom FCK vandt sæsonens sidste kamp mod ærkerivalerne Brøndby IF, hvilket sikrede dem en billet til Europa, har klubbens selvforståelse aldrig været et nedrykningsspil. En tur i nedrykningsspillet, et trænerskifte og et spil, der har manglet intensitet og dominans, gør, at de kun lige består sæsonen. Samtidig tabte de pokalfinalen til FC Midtjylland.

SønderjyskE - 7

Det blev til en sjetteplads denne sæson og et mesterskabsspil, som var langt over forventningerne inden sæsonstart. SønderjyskE har overrasket mange denne sæson og gik ind i mesterskabsspillet med chancer for både medaljer og europæisk fodbold. Det blev dog aldrig til virkelighed. De snublede i de sidste spillerunder, og det blev kun tæt på en playoff-kamp mod FCK, inden de endte på sjettepladsen. Men med en plads i mesterskabsspillet er det alligevel en godkendt sæson for sønderjyderne.

Viborg - 7

Der var ikke de store forventninger til Viborg inden sæsonen, og mange havde forventet, at de skulle ende i den nederste halvdel af tabellen. Derfor må et mesterskabsspil også betegnes som en succes for viborgenserne. Holdet har gennem store dele af sæsonen leveret stabile præstationer og spillet sig med i kampen om de øverste placeringer. Selvom det aldrig blev til en reel kamp om medaljer, har Viborg leveret en sæson, der klart må betegnes som godkendt.

Brøndby IF - 4

Brøndby har haft en yderst usædvanlig sæson, hvor forventningerne inden sæsonen langt fra var de samme som efter vinterpausen. Med Frederik Birk som træner fra sæsonstart endte det med fire sejre i syv kampe, inden han blev afskediget, og en bombe landede i Brøndby. Steve Cooper blev ansat, og forventningerne blev tårnhøje efter vinterpausen, hvor mange nye ansigter kom til klubben. Men spillet viste sig at være intet mindre end idéforladt. Det blev dog til en fjerdeplads og en playoff-kamp, som de tabte til FCK. Med så svingende en sæson ender det alligevel med en middelkarakter til holdet fra Vestegnen.

FC Nordsjælland - 10

FC Nordsjælland kan se tilbage på en stærk sæson, hvor de sikrede sig bronzemedaljer og sluttede fem point foran fjerdepladsen. Det blev aldrig for alvor spændende i kampen om guldet, da holdet ikke havde kvaliteten til at udfordre helt i toppen, men placeringen i tabellen har været imponerende. Samtidig har spillet gennem store dele af sæsonen været både offensivt og underholdende, hvilket gør det til en god sæson for Farum-klubben.

FC Midtjylland - 10

FC Midtjylland har haft en stærk sæson både nationalt og internationalt. Klubben kom langt i Europa og var samtidig med helt fremme i kampen om mesterskabet indtil de sidste spillerunder, hvor det endte med en andenplads. Derudover sikrede midtjyderne sig også pokaltitlen efter finalesejren over FCK. Kombinationen af europæisk succes, en tæt guldkamp og en titel gør det til en god sæson for FC Midtjylland.

AGF - 12

AGF har leveret en historisk sæson og sikret klubbens første Superliga-titel i 40 år. Med Jakob Poulsen som ny træner blev spillestilen ændret markant fra tiden under Uwe Rösler, og det har været en kæmpe succes. AGF har spillet noget af ligaens bedste fodbold gennem sæsonen og har både offensivt og defensivt set stærke ud. Aarhusianerne har været stabile, intense og seværdige, og guldet har aldrig føltes tilfældigt. Det har ganske enkelt været en fantastisk sæson for AGF.

Seneste nyheder

Prøv også vores quizzer

Se alle